​Velkommen til Tandklinikken Sorgenfrigårdsvej i Kgs. Lyngby​

Hvordan slipper man af med dårlig ånde?

Er der et problem, der er så pinligt som dårlig ånde? Det er næsten tabu at nævne, hvis folk har dårlig ånde, selvom det er generende for omgivelserne og ærgerligt for den person, der lider under det, måske uden selv at vide det.

Dårlig ånde skyldes mange ting. Kaffe, alkohol og cigaretter er typiske syndere, det samme er madvarer som hvidløg, løg og stærke krydderier. Dårlig ånde kan dog også have mere usynlige årsager som sygdomme eller brug af lægemidler. I 90% af tilfældene skyldes dårlig ånde nu en dårlig mundhygiejne. Bakterier imellem tænderne, under tandkødet eller på tungen er de hyppigste syndere, og årsagen skal findes i mangelfuld rengøring af tænderne. Dårlig ånde kan eksempelvis skyldes tandkødsbetændelse eller paradentose, som netop forebygges ved hjælp af grundig tandrensning.

Omhyggelig rensning af tænderne

Hvis du finder ud af, at du lider af dårlig ånde, kan din tandlæge hjælpe dig med at finde årsagen og instruere dig i bedre tandhygiejne. Først og fremmest ved at rådgive om grundig tandbørstningsteknik samt brug af tandtråd eller tandstikker for at rense effektivt i mellemrummene mellem tænderne. Hvis du har tandprotese, kan din tandlæge også vise dig, hvordan du rengør den mest effektivt.

Mange bruger tyggegummi, mintpastiller eller mundskyl til at kamouflere dårlig lugt fra munden. Selvom disse midler er gode til et hurtigt fix efter en lækker salat med hvidløgsdressing, er grundig rengøring mere effektivt mod daglige problemer med ubehagelig ånde.

Udover grundig tandrens kan det også hjælpe at rense tungen, enten ved at børste den blidt med en blød tandbørste, eller ved at benytte en tungeskraber til at fjerne belægninger og madrester. Hvis grundig rengøring af tænder og tunge igennem en længere periode ikke hjælper på lugten, bør du søge læge, da årsagen så kan være sygdom.​

Tandklinikken Sorgenfrigårdsvej

Sorgenfrigårdsvej 78

2800 ​Kongens Lyngby​​

Telefon: 45874850