Hvorfor skal man bruge tandtråd?
Du børster selvfølgelig dine tænder hver dag, men har du også styr på tandtråden? Tandtråd er et vigtigt hjælpemiddel i den daglige tandpleje, men bliver desværre glemt af mange. Det er dog en god idé at gøre tandtråden til en vane hver aften, når tandbørstningen er overstået.
Tandbørstens hjælper
Selvom daglig tandbørstning er det vigtigste for sund tandhygiejne, kan tandbørsten ikke nå ind i alle mundhulens kringelkroge. Børsten kan rengøre overfladerne, men ikke sprækkerne imellem tænderne. Hver gang vi spiser, vil lidt af maden sætte sig i revnerne imellem tænderne. For det meste er madresterne for små til at vi kan mærke dem, men de fylder mellemrummene mellem vores tænder med bakterier, usynlige belægninger som bør fjernes, hvis vi ikke skal udvikle tandkødsbetændelse. Betændelse i tandkødet kan på sigt udvikle sig til paradentose eller huller i tænderne, men det kan forebygges med regelmæssig brug af tandtråd. Tandtråd kan fjerne bakterier dér, hvor tandbørsten ikke kan nå.
Hvordan bruger du tandtråd?
Tandtråd findes i flere varianter og er forholdsvis simpel at bruge. Du kan få både løs tandtråd og tråd, der er fastmonteret på en lille plastikholder. Tandtråd med holder er nem at bruge, men typisk dyrere end løs tandtråd.
Vælger du løs tråd, trækker du det stykke ud ad gangen, som du skal bruge (30-40 centimeter), og vikler enderne om hver pegefinger, så du har ca. 5 centimeter tråd spændt ud mellem fingrene. Kør derefter forsigtigt tråden ind mellem hver tand i en savende bevægelse. Pas på du ikke tvinger tråden ned i mellemrummene, da du derved risikerer at beskadige tandkødet. Sørg i stedet for nænsomt at nå ind under tandkødsranden ved hver tands rod, så du renser i dybden.
Daglig brug af tandtråd sikrer dig mod madrester mellem tænderne, men du kan som udgangspunkt klare dig med en gang om ugen.